En uge fyldt med indsigter for krop og sind
På dette års visdomsretreat kan du deltage i både længere forløb og workshops. Vores instruktører og behandlere tilbyder også flere 1:1 sessioner, så du har mulighed for at gå dybere, hvis du ønsker dette. Holberggaards faciliteter og de skønne omgivelser er altid til fri afbenyttelse inklusive badesøen, saunaen, kajakker og mountainbikes. Ulriks guidede ture er populære, så hold øje med dem i løbet af ugen. Læs mere om vores tilbud i år herunder.

Visdomscaféer
Mette Maja afholder i år 2 Visdomscaféer på retreatet: Den første er "Det hele menneske", hvor hun fortæller om vores foranderlige krop og grænseløse bevidsthed. Det som vi alle oplever, og alligevel kan glemme. Det er et oplæg, der åbner for en dialog om det forunderlige og foranderlige i at være et menneske. Den anden Visdomscafé er en workshop, hvor Mette Maja guider os ind i en værenstilstand og derfra inviterer til inquiry. Det er meget “jordbundent” og enkelt og på ingen måde krævende, det er tilmed en fordel at komme uden forestillinger og forventninger til aftenens indhold. Den eneste du deler din oplevelse med er dig selv, med mindre du ønsker at dele den med andre.

Workshop og visdomscafé med Martin Spang Olsen
Martin vil torsdag og fredag lede os igennem mange elementer fra sin sensoriske træning. Sensorisk træning gør dig i stand til at styrke dit personlige lederskab i dagligdagen med større nærvær, autencitet og øget kropsbevidsthed.

NADA cafeer - en indre samtale med dig selv
Bo vil 5 aftener på retreatet afholde NADA café aftener á 1 times varighed. NADA er akupunktur i øret, der sættes 5 nåle i hvert øre. Nålene påvirker de indre organer og skaber balance mellem Yin og Yang. De fleste oplever umiddelbart en indre ro og en bedre indre balance, andre skal sidde lidt længere med nålene før virkningen kommer. Når nålene er sat i ørene, sidder du i 45 minutter til stille musik. Det er muligt at lægge sig ned, hvis man føler for det, eneste krav er at du er stille i dit eget selskab. NADA understøtter de processer, du er i gang med på retreatet. Du kan tage NADA lige så mange gange du vil i løbet af ugen. Der serveres NADA te på cafeerne. Cafeen varer 1 time. Mange oplever efterfølgende en øget indre ro, et bedre søvnmønster samt fysisk uro mindskes. Maks 10 deltagere pr café. Introduktionspris 25,- pr. deltager, der dækker nåle og te.

Massage & zoneterapi
Bettina Mundt er uddannet massør, zoneterapeut, stresscoach og mindfulnessinstruktør. På dette retreat tilbyder hun fysiurgisk massage og zoneterapi. Til hverdag er vi ofte alt for meget i vores hoveder, så ønsket med behandlingerne er, at få dig til at stoppe op, trække vejret og komme ned og mærke din krop. Sammen med Bettina finder du ud af hvilken behandling der er bedst for dig. Massage koster kr. 400,- pr. session, der afregnes direkte med Bettina.

Healingmassage & hypnose
Anita Bertelsen er uddannet massør, coach og hypnoterapeut. Anita tilbyder afspændingsmassage, healingmassage og hypnose, eller måske en kombination. Kom i kontakt med din krop, og mærk hvordan massage kan give dig en øget kropsbevidsthed. Hypnosen kan hjælpe dig til at kontrollere dine tanker, og give dig redskaber til at nå dine mål. Prisen er kr. 400,- pr. session, der afregnes direkte med Anita.


Restorativ yoga og Lydhealing
En skøn stund med forkælelse til dig. Lad dig flyde med og nyd en sanserejse med Tina-Maries magiske instrumenter og Lauras blide guidning ind i de restorative stillinger. I de restorative stillinger har kroppen en enestående mulighed for at give slip og lade sig hengive til afspændingen. I den dybe afspænding har tonerne og vibrationerne fra instrumenterne mulighed for at synke helt ind i alle kroppens celler. Både restorativ yoga og lydhealing aktiverer det parasympatiske nervesystem, som er her, hvor kroppen restituerer og genopbygger sig selv. Restorativ yoga og lydhealing er i høj grad selvomsorg og kropslig mindfulness. Vi glæder os meget til at dele denne stund med jer! Kærligst Tina-Marie og Laura

1:1 sessioner i lydhealing
Tina Marie tilbyder privat sessioner i lydhealing. Her kan du modtage en masse beroligende lydhealing. Tina Marie har et væld af instrumenter. Bl.a. syngeskåle, krystalskåle, vindspil, naturrangler, strengeinstrumenter, oceandrum, rainstick, klokker og forskellige chimes. Pris pr. session er kr. 400,-, der afregnes direkte med Tina-Marie.

Svedehytte
Svedehytte er et urgammelt ritual og stammer fra forskellige traditioner, hvor mennesker har gennemgået udrensning og ofret deres sved og bønner. Dette ritual er inspireret fra Lakota indianerne i Nordamerika og fra Inkaerne i Sydamerika. Vores svedehytte vil foregå om aftenen og du vil have mulighed for at være i stilhed og fastende, hvis du ønsker det. Medbring et lagen og et lille håndklæde. Svedehytten har en deltagerbegrænsning på 10 pr. gang, men kræver ikke tilmelding. Pladserne uddeles efter først-til-mølle.

Morgenmeditation
Hver morgen kan du vælge at være med til fælles meditation og nyde stilheden i dig selv.

Introduktion til enneagrammet
(Kun for begyndere). Enneagrammet går i al sin enkelhed ud på at verden består af 9 grundtyper. De 9 grundtyper optræder i mange variationer, fordi vi ud over grundtypen også påvirkes af kultur, normer med mere. Så selv om vi alle er forskellige, så er der fællestræk som udspringer af de 9 typer. I løbet af dagen vil vi afdække grundmønstre og variationer i de 9 typer. Du vil få en introduktion i dine egne mønstre sammen med et indblik i de andre typers mønstre. Vi vil gennem teori og praktiske øvelser afdække grundelemneterne i enneagrammet. Gennem selvindsigt lærer vi at sætte os selv fri. Dagen giver dig et overblik over Enneagrammet og gør det muligt at deltage på Enneagrammet og skyggesiderne. Du kan også tage introkurset som en appetitvækker, hvor du selv kan arbejde videre med det.

Morgen og eftermiddagsyoga
Blød og nænsom yoga. Hver morgen og eftermiddag kan du deltage i vores yogasessioner. Fokus er på indre fred og at lytte til din indre stemme igennem bevægelse. Om morgenen inviterer vi blide bevægelser og bevidsthed indenfor med blid hathayoga. Om eftermiddagen sætter vi tempoet helt ned og giver kroppen mulighed for at fordøje dagens indtryk med yinyoga. Niveauet og tempoet er, så alle kan være med.

Naturoplevelser
Ulrik arrangerer gåture, cykelture og kajakture i de naturskønne omgivelser i området ned til Vordingborg fjord

Transformerende samtaler
Gennem øget bevidsthed vil du i endnu højere grad kunne arbejde aktivt med dit mentale design. Dette gør dig i stand til at forstå, finde og frisætte dit eget personlige potentiale. En naturlig konsekvens heraf er øget handlekraft, effektivitet, kreativitet og nærvær. Steen Beck-Hansen har mere end 20 års erfaring som NLP Træner, coach, facilitator og underviser. Han er anerkendt og respekteret som en særdeles engageret og nærværende formidler og træner. Han formår med både hjerte og humor at omsætte komplekse teoretiske ideer til dagligdags “nede-på-jorden” eksempler, som umiddelbart og let kan omsættes til hverdagen. En session med Steen koster kr. 400,-, der afregnes direkte med ham.

Transformerende coaching
Vi tager udgangspunkt i dine udfordringer gennem tanker, følelser og går dybere i kroppen via kropsfornemmelser og spændinger. Flemming har mange års erfaring med stress og ledercoachinger, hvor kombinationen af normal coaching og terapeutiske værktøjer gennem blandt andet kropsfornemmelser samlet giver gode transformerende resultater.

Ceremonier
På retreatet afholder vi et antal ceremonier, herunder en åbnings- og afslutningsceremoni.
