En uge fyldt med indsigter for krop og sind
På dette års sommer retreat kan du deltage i både længere forløb og workshops. Vores instruktører og behandlere tilbyder også flere 1-1 sessions, så du har mulighed for at gå dybere, hvis du ønsker dette. Holberggaards faciliteter og de skønne omgivelser er altid til fri afbenyttelse inklusive badesøen, saunaen og mountainbikes. Ulrik guidede ture er populære, så hold øje med dem i løbet af ugen. Læs mere om vores tilbud i år herunder.
Visdomscaféer
Mette Maja afholder i år 2 Visdomscaféer på retreatet: Den første er "Det hele menneske", hvor hun fortæller om vores foranderlige krop og grænseløse bevidsthed. Det som vi alle oplever, og alligevel kan glemme. Det er et oplæg, der åbner for en dialog om det forunderlige og foranderlige i at være et menneske. Den anden Visdomscafé er en workshop, hvor Mette Maja guider os ind i en værenstilstand og derfra inviterer til inquiry. Det er meget “jordbundent” og enkelt og på ingen måde krævende, det er tilmed en fordel at komme uden forestillinger og forventninger til aftenens indhold. Den eneste du deler din oplevelse med er dig selv, med mindre du ønsker at dele den med andre.
NADA cafeer - en indre samtale med dig selv
Bo vil 5 aftener på retreatet afholde NADA café aftener á 1 times varighed. NADA er akupunktur i øret, der sættes 5 nåle i hvert øre. Nålene påvirker de indre organer og skaber balance mellem Yin og Yang. De fleste oplever umiddelbart en indre ro og en bedre indre balance, andre skal sidde lidt længere med nålene før virkningen kommer. Når nålene er sat i ørene, sidder du i 45 minutter til stille musik. Det er muligt at lægge sig ned, hvis man føler for det, eneste krav er at du er stille i dit eget selskab. NADA understøtter de processer, du er i gang med på retreatet. Du kan tage NADA lige så mange gange du vil i løbet af ugen. Der serveres NADA te på cafeerne. Cafeen varer 1 time. Mange oplever efterfølgende en øget indre ro, et bedre søvnmønster samt fysisk uro mindskes. Maks 10 deltagere pr café. Introduktionspris 25,- pr. deltager, der dækker nåle og te.